Lyt til episode 2. af podcasten Sundhedsvisioner: Ulighed i sundhed: Gadelægen Henrik Thiesen har en praksis uden vægge


Tagged: , , , , , ,

I dette afsnit af Sundhedsvisioner møder du Gadelægen Henrik Thiesen, der går forrest, når det gælder at sørge for at sårbare udsatte danskere kan få hjælp, når de er syge – og i det hele taget få en bedre sundhedstilstand. Hans vigtigste formål er at udligne den ulighed i sundhed, som gælder dem. Som han siger: ”De socialt udsatte kommer ikke hen til en praksis eller et sundhedshus. Hvis vi vil hjælpe dem, må vi møde dem der, hvor de er. ” Det har han nu gjort i mere end 20 år.

13,7 diagnoser

Som forholdsvis nyuddannet alment praktiserende læge arbejdede Henrik Thiesen med misbrugsbehandling og som skolelæge. Det arbejde fandt han meningsfyldt og spændende. ”Jeg kunne have faderen i misbrugsbehandling, og datteren kunne jeg tage hånd om som skolelæge”, fortæller han. Det gav ham mulighed for at arbejde med den sociale del af lægegerningen, som han finder meget vigtig, og som han mener er blevet gjort besværlig. Alment praktiserende læger har nemlig ikke længere mulighed for at tage på hjemmebesøg i samme omfang som før. ”’Et hjemmebesøg giver informationer, som kan være meget vigtige. De informationer får du ikke, når patienterne kommer nyvaskede hen på en klinik”, mener han.

For mere end 20 år siden så Henrik Thiesen en ledig tidsbegrænset stilling som læge i et nystartet projekt, der skulle arbejde med socialt udsatte i København. Han søgte stillingen og fik den. Og frisk fra fad – blev han kastet ud i den københavnske underverden af socialt udsatte for at undersøge, hvordan deres sundhedstilstand og tilfredshed med systemerne var. Deres sundhedstilstand viste sig at være meget ringe, og deres tillid og tilfredshed med systemerne kunne ligge på et meget lille sted. Han fandt i gennemsnit 13, 7 diagnoser på hver patient. Det var en skønsom blanding af somatiske, psykiatriske- og misbrugsdiagnoser. De var hverken tilfredse med deres sagsbehandler eller deres læge – som de i øvrigt yderst sjældent besøgte. Hans undersøgelse viste, at kontakten til sundhedsvæsenet oftest var med skadestuer og akuttilbud. Hans fund var dengang helt nye, men er siden udbygget og dokumenteret yderligere. Henrik Thiesen kunne se, at hvis denne gruppe skulle have mulighed for at få hjælp, når de var syge og få et sundere liv, skulle der noget helt nyt til.

Med udgangspunkt i patientens behov

Ved at ændre på traditionel praksis og fokus skabte Henrik Thiesen derfor et tilbud, som hedder: SundhedsTeam, og som nu har eksisteret siden 1. maj 2005. Det er en del af Københavns Kommunes tilbud til hjemløse og andre socialt udsatte mennesker. Gadelægen tog udgangspunkt i brugernes konkrete behov og ressourcer og designede det tilbud, som passede til dem. Det betyder, at han og hans team går ud i Københavns lille verden af hjemløse, misbrugere og psykisk syge og gør en forskel – lige der – på gaden, på herberget, i varmestuen. Henrik Thiesen har fået lavet beregninger, som viser, at han sparer samfundet for op til 1,2 millioner kroner på én patient blot ved at være tilstede.

Det tværgående sundhedsteam er et sundhedstilbud, som ligger under socialforvaltningen i Københavns Kommune. Det har været vigtigt for ham, at hans tilbud er et socialt tilbud, så han kan arbejde på tværs af social- og sundhedsområdet. Han mener, at folkesundhed er en vigtig del af lægens arbejde, og den kan han arbejde optimalt med i denne organisering. Han er ansat til en fast løn i stedet for at blive honoreret som alment praktiserende læger ellers gør – som er pr. patient.

Ønsker ’Doktor Hansen’ tilbage

Henrik Thiesen opfordrer sundhedsminister Ellen Thrane Nørreby til at se på, hvordan man kan tilføje noget elastik til den måde, alment praktiserende læger honoreres på. Han ønsker sig ’Doktor Hansen’ (matadorlægen) tilbage. Ikke sådan at han mener, at lægen skal til at lave papirarbejde og arbejde gammeldags – men på den måde, at alment praktiserende læger skal have større mulighed for at forlade praksis, gå derhen hvor patienterne er og have mulighed for at se og vurdere hele patientens livssituation. Det, mener han, især er vigtigt, når det drejer sig om sårbare og socialt udsatte borgere. Han synes, det skal være muligt for de praktiserende læger at kunne tilbyde at være til stede på det lokale værested en halv eller en hel dag om ugen. Som honoreringen af den alment praktiserende læge er i dag, er det ikke muligt.

Sammenhæng i systemet = sammenhæng for brugeren

Henrik Thiesen har skabt sammenhæng for sine patienter og for dem, som arbejder i systemet. Som så mange andre steder i sundheds- og socialvæsnet vidste det ene sted ikke altid, hvad det andet gjorde. Patienterne kunne derfor blive sat i gang med forskellige behandlinger forskellige steder. Ved at tage det overordnede ansvar, skabe systematik og gennemsigtighed og sørge for at kommunikere med alle på rette tid og om de rette ting, er det ikke længere tilfældet. En patient kan nu gå ind i en varmestue på Nørrebro, blive sat i gang med en behandling der og fortsætte den samme behandling på eksempelvis Sundholm.

Du er velkommen til at ’like’ os på Facebook.com/sundhedskommunikation

Hvis du har spørgsmål til Henrik Thiesen kan du kontakte ham på telefon:  26 75 89 11 eller E-mail: gg63@sof.kk.dk

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.