Forleden var jeg ude at løbe en af mine ture i skoven. På vejen mødte jeg Ann og Ole. De så så hyggelige og fine ud, at jeg stoppede op og sagde det til dem. Det kom der en lang snak ud af. Jeg er et nysgerrigt menneske, jeg ved det. Men det er altid berigende at få historier fra mennesker, jeg møder på min vej, og jeg har aldrig oplevet, at de ikke fortæller løs af åbent hjerte. Sådan var det også denne gang. En af de ting parret fortalte, var, hvordan de havde måttet lyve, for at få den scooter, som den ene kørte i. De havde nemlig bedt om den, med det formål, som de brugte den til. At den raske Ann sad i scooteren, mens Ole trænede sin evne til at gå. Han har spinal sclerose. Men så kunne de ikke få den, blev der sagt…. Derfor sagde de i stedet, at det var fordi Ole ikke kunne gå, de skulle have den. Og så fik de den. Nøj, hvor er det dog tosset!