Lad os tale om den helt store uudnyttede ressource – nemlig patienterne.
Igennem mere end 10 år har vi vidst og talt om, at den største uudnyttede ressource i sundhedsvæsnet er patienterne. Vi kender alle en patient, som ikke har følt sig mødt respektfuldt i vores sundhedsvæsen. Patienter, som kommer med en reel bekymring for deres helbred, som bliver fejet af bordet, og hvor det senere viser sig, at der virkelig var en alvorlig sygdom, som blev overset. Eller patienter, der finder udenlandske undersøgelser, der peger på effektive behandlinger, som bliver fejet af bordet af deres læge som ikke evidente. Heldigvis er der også historier og mennesker, der beviser det modsatte.
Lægeinddragelse – ikke patientinddragelse
For nyligt hørte jeg et oplæg fra en læge, der sagde: Det burde ikke hedde patientinddragelse, men snarere lægeinddragelse. Han havde indset, at når han lyttede til sine patienter og lagde planer sammen med dem, så skete der færre fejl, patienterne var gladere og flere patienter fulgte den behandling, der blev tilrettelagt i fællesskab.
Det er et møde mellem to mennesker
Der går ikke en dag, uden at der bliver talt om, at sundhedsvæsnet gerne vil lytte til patienterne og samarbejde med dem. Men der er mange skåltaler, som bliver ved det lille nik mellem lederne og har svært ved at komme ud på gulvet blandt personalet – der hvor det rigtige sker – der, hvor der hver dag er et møde mellem en sundhedsfaglig og en patient. Et mellemmenneskeligt møde, som netop er: et møde mellem to mennesker.
Den lavthængede frugt
Der er mange årsager til, hvorfor det er svært at være en empatisk og lyttende læge. Men det skal ændre sig nu. Både fordi et trængt sundhedsvæsen bør høste de lavthængende frugter, og fordi fremtidens sundhedsvæsen har brug for personale med stærke empatiske kompetencer og evnen til at lytte og samarbejde tillidsfuldt med patienterne. Lærke, som er en 25årig kvinde med diabetes 1, siger det sådan her:
Nogle læger er bedre til at lytte, være empatiske og kommunikere end andre. Nu er jeg kommet på Steno Diabetes Center, hvor de gør meget ud af at kommunikere og samarbejde med patienterne, men jeg har haft diabetes 1 siden jeg var fem år, jeg ved somme tider mere om min sygdom og behandlingsmuligheder end den læge, jeg sidder overfor. Igennem mit liv, har jeg haft mange oplevelser med læger, der slet ikke lyttede til mig eller viste interesse for min person.
Jeg har det her store spørgsmål: Hvorfor skal vi altid tale om mit tal (insulinniveau)? Hvorfor taler vi ikke om mig? Der er jo noget i mit liv, som gør, at mit tal ser ud, som det gør. Årsagen til et højt tal skal typisk hentes i, at jeg er påvirket psykisk. Tallet stiger på grund af min psykiske status. De skulle i stedet spørge: Er der noget, som du tænker, der er årsagen til et dårligt tal? Spørge ind til, hvad der sker i mit liv.
At fokusere på tallet har gjort, at jeg har jeg følt skam og skyld. Jeg er ikke blevet mødt som menneske, men med en løftet pegefinger. Det har taget mig lang tid at være ærlig og smide skyld og skam væk, fordi jeg var så skamfuld.
Jeg har også ofte oplevet, at jeg ved mere om min sygdom end lægerne. Når jeg har en konkret problemstilling, søger jeg på Facebook grupper – og her er der tit andre patienter, der kan svare på spørgsmål, som lægerne ikke kan svare på. De er bedre til at komme med gode råd end mine læger. Læger er ikke psykologer – men derfor kan man jo godt have en menneske-til-menneske samtale.
Det er de små skridt i hverdagen, som kan gøre en forskel. Hvis skåltalerne skal omsættes til den kliniske virkelighed, så er det mødet, der skal mere fokus på. Hvordan bliver patienter og sundhedsfaglige bedre til at møde hinanden – med empati og nysgerrighed?
Empatiske og lyttende læger
En nyere undersøgelse lavet af patienter blandt patienter viser, at patienternes største ønske til fremtidens læge er, at lægen skal kunne lytte og være empatisk. Den havde Sundhedsstyrelsen og Det nationale råd ikke set komme – da de i 2013 definerende fremtidens syv lægeroller – men de havde heller ikke spurgt patienterne, hvilket jo i sig selv er paradoksalt. Heldigvis var der nogle engagerede patienter, der tog sagen i egen hånd og i 2018 lavede en undersøgelse, som nu er resulteret i, at de som de første patienter, har fået trykt en artikel i et medicinsk tidsskrift (!) Patienter ønsker sig et mere holistisk sundhedsvæsen. Basta.
Og viljen er der…..!
Jeg udgiver podcasten Sundhedsvisioner, hvor jeg interviewer mennesker, som går forrest på vejen til fremtidens social- og sundhedsvæsen. Jeg har ét tilbagevendende spørgsmål: Hvad ville den ene ting være, som du i morgen ville ændre, hvis du fik superkræfter og alt kunne lade sig gøre. Mange af mine gæster nævner sammenhæng for og samarbejde med patienterne, som det væsentligste at ændre. Men det er som om, at sundhedsvæsnet sidder på sine hænder og venter på en fremtid med en anden organisering, en ny struktur, en ny sundhedsreform. Jeg siger: Just do it.