Site icon

Jeg har aldrig tænkt på at stoppe – og lægen har aldrig spurgt

piller

En ny vejledning fra Dansk Selskab for Almen Medicin skal hjælpe læger med at stoppe medicin, der ikke længere gør gavn. Det kræver mere end faglighed – det kræver en ny samtale med patienten.

“Pillen? Det er bare noget, jeg får,” sagde hun.

Ligesom hun drak sin kaffe hver morgen. Samme tidspunkt. Samme mængde. En vane……

Ingen havde nogensinde sat spørgsmålstegn ved, om pillen stadig gjorde gavn. Og hun havde aldrig selv tænkt på det som en mulighed.

I mit seneste indlæg skrev jeg om spild. Om scanninger og undersøgelser, der sker for at dæmpe frygt – ikke nødvendigvis fordi de er nødvendige. 


Nu gælder det en anden form for spild. 
Spild af behandling, der bare fortsætter, fordi ingen får sagt stop. 


Og patienter, der ikke inviteres ind i samtalen om, hvornår en behandling faktisk ikke længere giver værdi.

Derfor er det en vigtig nyhed, at Dansk Selskab for Almen Medicin netop har sendt en ny vejledning ud til landets praktiserende læger. De kalder det selv et KAMPSKRIFT! 


Læs en artikel hos Sundhedspolitisk tidskrift om vejledningen, som er grundig, og som har været længe undervejs, her!

Vejledningen skal hjælpe de praktiserende læger med at stoppe de behandlinger, som ikke bidrager til patientens sundhed. Og det falder ikke praktiserende læger naturligt. Det kræver noget helt andet – en grundlæggende kulturændring.

Heldigvis følger der en række hjælpemidler med i vejledningen, som blandet andet Anton Pottegård står bag.

Tid, mod – og en helt ny samtale med patienten.

Hvordan siger man “måske skal vi stoppe” – uden at patienten opfatter det som, at håbet tages fra dem?

Hvordan forklarer man, at ”vi gør mindre” faktisk kan være det rigtige?

Og hvordan begynder man at inddrage de mange patienter, der ikke ved, at det er en mulighed?

Og rent kommunikativt – hvordan styrker man patienten til at være med til at træffe beslutningen?

Spild ser blandt andet ud til at opstå, når der ikke er tid, ikke er tillid og når samtalen føles uvant.


Når det er faktisk er nemmere at fortsætte end at forklare……

Exit mobile version