#service

REHPA årsrapport: Fokus på ulighed og manglende sammenhænge i sundhedsvæsenet


No Comments

Læs om ulighed i palliation, om arbejdsliv, rehabilitering og livstruende sygdom samt få et overblik over REHPAs forsknings-, udviklings- og kliniske aktiviteter i REHPAs årsrapport 2018.

Skal du have hjælp til tekstarbejde?

Mød Lis Hell Ravn, der som tidligere kræftpatient har oplevet, hvordan systemet har mere fokus på standardforløb end på individuelle løsninger i arbejdsrettet rehabilitering. Professor Claus Vinther Nielsen fra DEFACTUM giver et fagligt indblik i rehabilitering og opfordrer til strukturelle ændringer, så personale og system kan omsætte viden til handling og dermed give borgere den nødvendige individuelle rehabilitering. Du kan også møde overlæge Kristoffer Marså fra Herlev og Gentofte Hospitaler, der arbejder på at vende den markante ulighed, der er i adgangen til palliative tilbud i Danmark.

Du finder en status over REHPAs kliniske ophold, hvor vi i 2018 har haft 374 deltagere fra alle landets regioner i forskningsklinikken, ligesom du kan se oversigter over alle REHPAs forsknings- og udviklingsprojekter.

Sundhedskommunikation har bidraget med artikler til Årsrapporten.

Find hele rapporten her

Er du realist eller optimist, når du kommunikerer med din patient?


No Comments

‘Du kan leve længe med den diagnose’, sagde sygeplejersken. Det var ikke lige det, jeg havde brug for at høre! Jeg havde en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

For mere end ti år siden, blev jeg opereret for brystkræft. Det var på det nu nedlagte Hørsholm Sygehus, og de var kendt for at være gode til det med brystkræft. Så jeg var glad for, at det var der, jeg blev behandlet. Jeg havde på mange måder et godt forløb. De var dygtige til at kommunikere til mig i små doser, som var nøje tilrettelagt ud fra en lang erfaring i, hvornår og hvor meget man som patient kunne kapere.

🗣 Hjælp og støtte til at kommunikere situationsbestemt

🗣Foredrag, coaching, workshops og facilitering

lineGade_lineSprehn_sompatient

Jeg havde ellers en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

Dagen efter min operation, som var vellykket, blev jeg pludselig bange for at dø.

Iført hospitalstøj traskede jeg ned ad gangen for at søge lidt støtte og hjælp. Personalet havde tilsyneladende kaffepause, for der var ingen at se. Jeg stak hovedet ind i kaffestuen for at få kontakt. En af sygeplejerskerne kiggede op fra avisen og kaffekoppen. Jeg så på hende, og udbrød med tårer i øjnene: ‘Jamen, jeg er jo lige midt i mit liv! Jeg kan ikke dø nu! Jeg har et lille dreng!’ – sygeplejersken så venligt på mig og sagde: ‘Bare rolig, du kan leve meget længe med den diagnose’. Det var ikke det, jeg ville høre. Jeg ville have en forsikring om, at jeg nu var rask, sådan som lægen tidligere havde sagt, jeg ville være, når de havde fjernet kræftknuden. Men hun talte af erfaring. Hun vidste, at ikke alle ville overleve – også selv om knuden blev fjernet.

Når man som sundhedsansat arbejder et sted, hvor kræft er hverdag, kan det være svært at målrette sin kommunikation, så den passer til situationen. Man vil have en viden, som betyder, at man har et nuanceret forhold til kræft. Men nuancerne er ikke altid velkommen hos kræftpatienten. Bemærkningen var bestemt ikke ment som uigennemtænkt – snarere som en opmuntrende bemærkning 🙂

Hvad tænker du? Skal man give patienterne realistiske eller optimistiske informationer? Er det svært, som sundhedsprofessionel selv at tolke situationen og give de informationer, som passer til mennesket og situationen?

‘Kom og giv mit store egetræ et kram’, sagde sygeplejersken


No Comments

Din arbejdsglæde kan blive stor, hvis du tillader dig at tage din personlighed med på arbejdet og ikke parkerer den i omklædningsrummet. Dine patienter vil elske dig for det.

Sygeplejersken Vivi var en enorm ildsjæl. Hun brændte for sit fag og brændte for at patienterne følte sig set og taget hånd om. Det var hun kendt for – hun udstrålede en enorm arbejdsglæde. Hun gav noget ekstra af sig selv i relationen, det var der delte meninger om. Hun var ikke bare fagligt dygtig, men tillod sig at være personlig i sin kontakt med patienten. Patienten var mig, og jeg elskede hende for det. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hendes faglighed.

Situationen var svær. Jeg var diagnosticeret med kræft – brystkræft. Jeg var bange. Jeg var fortvivlet. Det så hun. Hun ringede til mig ofte for at høre, hvordan jeg havde det i tiden lige efter min operation. Ordene om egetræet har jeg aldrig glemt. Jeg gjorde det aldrig, men jeg ved, der står et egetræ i en have ved Hørsholm, hvor jeg altid kan komme og kramme livets kræfter. For mig var det en indikation på, at hun ville være der for mig, hvis jeg fik det svært. Det hjalp mig. Andre patienter ville måske have tænkt, det var totalt langt ude sagt. Jeg tror ikke, hun sagde det til dem. Hun var en stor menneskekender.kram_et_trae_sundhedskommunikation

Og hvorfor er den historie værd at fortælle? Det er den, fordi hun uden tvivl elskede sit job, og fordi hun lagde en ekstra dimension ind i sit fag. Nemlig en enorm empati og en frihed til at sige ting, som det med egetræet. Hun gav af sig selv som menneske.

Jeg fortalte det for nyligt til en gruppe sundhedsfaglige og en af dem udbrød: Gud hvor uprofessionelt! Jeg er helt uenig. Det er rigtigt, at du naturligvis ikke skal smide om dig med personlige invitationer. Men hvis du har overskuddet og kan hvile i din faglighed, så er det at bruge sin personlighed i sit arbejde både givende for dig selv og din patient.