Ordene faldt lettet, næsten triumferende.
Min bekendte havde været vedholdende. Hun havde googlet sine symptomer, læst sig frem til en diagnose – og insisteret på en scanning. Hun er en såkaldt stærk patient – men hun ved nok ikke, at hendes ageren betyder ulighed i sundhed!
Lægen gav til sidst efter.
Svaret? Alt så normalt ud…….
Ifølge en rapport fra Region Hovedstaden – og flere andre kilder – går mindst 20 % af sundhedsvæsenets ressourcer til undersøgelser og behandlinger, der ikke er nødvendige.
Altså bruger vi ressourcer i et presset sundhedsvæsen på ting, som ikke er nødvendige.
Det handler ikke om uengagerede læger.
Det handler om:
Patienter, der presser på – af frygt
Læger, der giver efter – af frygt
Og et system, hvor tid og tillid er en mangelvare
Hvad gør man med samtalen?
Når patienter møder op med Google-diagnoser og høje forventninger, og lægen har 12 minutter, er det nemmere at handle end at forklare.
Kan man sige “nej” til en patient, der er bange – og samtidig får dem til at føle sig tryg?
Hvordan står man fast på faglighed, når risikoen for klager og fejl hænger i luften?
Men der er mere på spil:
For det er ikke alle patienter, der får det, de beder om.
De stærke, ressourcestærke og velargumenterende patienter – dem med overskud til at insistere, søge viden og følge op – får ofte mere.
De svagere, dem med sproglige eller mentale udfordringer, med lavt overskud eller høj grad af tillid til systemet, får mindre.
I et presset sundhedsvæsen, hvor tid er en knap ressource, belønnes dem, der fylder mest – ikke nødvendigvis dem, der har mest brug for hjælp. Det forstærker ulighed i sundhed. Den sociale ulighed i sundhed.
Så!
🗣️ Når tid og dialog mangler…….
Patientens frygt bliver styrende
Lægen beskytter sig – mod fejl, konflikter og utilfredshed
Og resultatet? Flere undersøgelser og behandlinger uden tung, faglig begrundelse
Med andre ord: SPILD
Og måske endnu værre: systematisk ULIGHED I SUNDHED
⁉️ Hvad stiller vi op?
Skal vi som samfund være ærligere over for borgerne om, at mere ikke altid er bedre?
Kan vi tale åbent om det krydspres, klinikere står i – mellem faglighed, forventninger og tid?
Og tør vi tage den nødvendige samtale om, hvad der driver spild – både systemisk og kulturelt?
Som kommunikationsrådgiver i sundhedssektoren oplever jeg, at spild sjældent skyldes ligegyldighed.
Det skyldes manglen på tid, på opbakning – og på kommunikation, der kan rumme både bekymring og faglighed.
Når samtalen glipper, formindskes tillid.
Og i et sundhedsvæsen under pres er det derfor ofte den nemmeste løsning at give patienten det, de beder om.
Men konsekvenserne er store – ikke bare for ressourcerne og patientsikkerheden, men også for den sociale retfærdighed i sundhedssystemet.
#sundhedskommunikation #sundhedsvisioner #ulighedisundhed #spild #socialulighedisundhed