Forandringsledere, der vil lykkes, skal skabe fælles fodslag. Det er hårdt arbejde og sker ikke bag skrivebordet. Du skal ud og være detektiv i eget univers, og så skal du sørge for at kommunikere tydeligt og rettidigt. Og sidst men ikke mindst curle for personalet og hjælpe dem til at få indsigt i hinandens arbejde – på tværs af de afdelinger, der er involveret i dit forbedringsprojekt.
Hvis du vil gennemføre en forbedring, som eksempelvis at skabe bedre sammenhæng for borgere og patienter, er det først og fremmest vigtigt, at erkende at en forbedring er en forandring, og at forandringen ikke kan gennemføres uden hårdt systematisk arbejde. Hvis du vil lykkes, er noget af det vigtigste at skabe fælles fodslag mod målet med forandringen. Alle skal være enige om, hvilken vej der skal gås- og mod hvilket mål. Så er der gode chancer for, at din forandring bliver en succes.
Lyt til Else Smith i podcasten Sundhedsvisioner, hvor hun fortæller, hvordan hun i mange år skrev forslag til forandringer, men nu kan se, at en forandring skal ske med indblik i konteksten.
Ganske ofte viser det sig, at den besluttede forandring ikke er helt i ‘sync’ med medarbejdernes virkelighed. Det kan være, at forandringen ikke længere er relevant, fordi den faktisk er overhælet af virkeligheden, men det kan også være, at beslutningen er taget på et for spinkelt grundlag og fx af politiske strategiske årsager. Der kan være mange andre årsager, men pointen er, at det bliver unødigt besværligt at gennemføre forandringen, hvis der ikke arbejdes grundigt med fundamentet.
Detektivarbejde skaber et gedigent grundlag for det fælles fodslag
Hvis din forandring skal få godt fodfæste, er det bedste du kan gøre, at gå ud og se, hvad der foregår i din organisation og tale med dem, der er frontlinjemedarbejdere. Og det skal gøres med en åben og nysgerrig tilgang – du skal være detektiv i din egen organisation. Fortæl personalet hvad du vil ændre og spørg, om de er enige i, at det er en vigtig forbedring. Spørg også, hvad de mener er vigtigt for dig at vide, for at kunne gennemføre den ønskede forbedring. Og om de har ideer og input til dit arbejde.
Lyt til medarbejderne uden forudindtagethed og sæt ikke spørgsmålstegn ved den måde, de oplever virkeligheden på. Den viden du henter i ‘virkeligheden’, skal du bruge til at finpudse din indsats. Værdifuld viden kan komme ad de særeste veje.
Nysgerrighed er din vigtigste ‘ven’
Det er ikke sikkert, det er nemt for dig at være nysgerrig. Ægte nysgerrighed er en svær ‘ven’ at danse med, når man arbejder i en 0-fejls-kultur, hvor nysgerrighed kan opfattes som at være uvidende og inkompetent. Men nysgerrighed er at være åben og villig til at lære, og nysgerrighed skaber tillid, fordi den du er nysgerrig på føler sig set og hørt. En nysgerrig, fordomsfri ledelsesstil understøtter en medarbejderkultur, der bygger på tillid og vidensdeling.
Du skal tage kommunikationen i organisationen meget seriøst, hvis din forbedring skal blive en succes
Det er en stor opgave at sørge for, at alle har den viden, der skal til, for at handle problemløsende og i den rigtige retning. Du skal hele tiden spørge dig selv, om du får kommunikeret ofte nok, og om du har sørget for, at alle har korrekt og rettidig viden. Du skal også sørge for, at medarbejderne har indsigt i deres kollegaers arbejde, at relationerne mellem medarbejderne er solide. Ikke kun i eget team eller afdeling. Alle afdelinger skal have indsigt i hinandens arbejde, for at forstå den andel de selv har i forbedringen. Det er vigtigt at forstå, hvilken del af ens opgaveløsning, der er vigtigt for næste led, fx når det gælder at skabe sammenhæng for borgere og patienter.
Forandringen klar til start
Når alle har en fælles forståelse af mening og mål, og det fælles fodslag er skabt, er I nået til at iværksætte nye måder at arbejde på, designet til at skabe den ønskede forbedring. Det er krævende, og i det arbejde er det vigtigt at tilliden mellem ledelse og personale er til stede. Den har du skabt et godt fundament for ved at være nysgerrig.
Forbedringsmodellen, som anvendes flere steder til at skabe forbedringer på kliniknært niveau, er en god metode til at udvikle nye måder at arbejde på med afsæt i en fælles indsigt.
You must log in to post a comment.