Vi bør alle donere til den næste. Og vi bør alle som udgangspunkt være enige om dette, hvis vi også selv vil modtage et organ, hvis vi får behov for det.

Jeg husker meget tydeligt, hvordan jeg kunne blive grebet af frygt, når jeg læste den litteratur, jeg kunne finde om organdonation tilbage i start halvfemserne. Jeg husker rædselsberetninger, og jeg mindes en frygt for selv at havne dér, hvor min krop blev høstet i levende live.

Jeg husker tanker om, at mine hornhinder i hvert fald ikke skulle doneres. Og jeg husker, hvordan jeg langsom men sikkert blev tryg i at vælge at give alle mine organer videre, hvis jeg ikke selv mere skal bruge dem.

Sjælen sidder i min håndboldarm

Jeg husker tydeligt den kvalitative undersøgelse, jeg udførte i en 6. klasse, hvor de svarede på spørgsmål om, hvor sjælen sad. Og én svarede, at den sad i hendes håndboldarm.

Men jeg husker også, hvordan jeg til sidst kom frem til, at vi alle som udgangspunkt burde være organdonorer.

Fik nyre og kunne leve som ung igen

En del af det store projekt om organdonation, som jeg gennemførte, var at producere en radioudsendelse til P1. Her fulgte jeg en ung mand, som var i hjemmedialyse og ventede på en nyre. Hvis liv ikke var et ungdomsliv – kan man roligt sige. Og hvordan han endelig blev ringet op, susede ind på hospitalet og fik en doneret nyre indopereret. Og hvordan hans liv blev helt og aldeles ændret til det bedre.

Det er en kæmpe gave at få et organ doneret, men det er også en kæmpe gave at give. Det vidner adskillige fortællinger om. Og dem skulle vi have langt flere af.

Den svenske model

Da jeg dengang læste om aktivt fravalg i Sverige, var jeg ikke i tvivl om, at jeg mente, det var det rette.

Det var af flere årsager: Eksempelvis at vi alle skal være enige om, at det bør være naturligt at give organer videre, når vi ikke mere har brug for dem, så andre kan få et nyt liv uden sygdom.

Eller at alle, som ikke tager stilling, får en ekstra god grund til at tage stilling, hvis man ikke vil være organdonor.

Begyndelsen til interesse for sundhedsvæsen

Dette projekt om organdonation var også første gang, jeg for alvor dykkede ned i sundhedsvæsenet og blev grebet af en dyb interesse for dette mærkelige væsen.

Jeg husker, hvordan jeg dengang opdagede, at det havde ganske stor betydning, hvilken holdning den læge, som talte med de efterladte pårørende, havde til organdonation. Var lægen for, var der en større sandsynlighed for, at de pårørende gav lov til at donere.

Og jeg indså, at læger ikke blot var en ensartet befolkningsgruppe med hvide kitler, men at netop det, at vi alle er mennesker og ikke kan opføre os 100% objektivt i alle situationer, er et fakt.

Interessen er intakt, og jeg lærer stadig 😉
#organdonation #aktivtfravalg #sundkom #sundpol