‘Du kan leve længe med den diagnose’, sagde sygeplejersken. Det var ikke lige det, jeg havde brug for at høre! Jeg havde en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

For mere end ti år siden, blev jeg opereret for brystkræft. Det var på det nu nedlagte Hørsholm Sygehus, og de var kendt for at være gode til det med brystkræft. Så jeg var glad for, at det var der, jeg blev behandlet. Jeg havde på mange måder et godt forløb. De var dygtige til at kommunikere til mig i små doser, som var nøje tilrettelagt ud fra en lang erfaring i, hvornår og hvor meget man som patient kunne kapere.

🗣 Hjælp og støtte til at kommunikere situationsbestemt

🗣Foredrag, coaching, workshops og facilitering

Jeg havde ellers en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

Dagen efter min operation, som var vellykket, blev jeg pludselig bange for at dø.

Iført hospitalstøj traskede jeg ned ad gangen for at søge lidt støtte og hjælp. Personalet havde tilsyneladende kaffepause, for der var ingen at se. Jeg stak hovedet ind i kaffestuen for at få kontakt. En af sygeplejerskerne kiggede op fra avisen og kaffekoppen. Jeg så på hende, og udbrød med tårer i øjnene: ‘Jamen, jeg er jo lige midt i mit liv! Jeg kan ikke dø nu! Jeg har et lille dreng!’ – sygeplejersken så venligt på mig og sagde: ‘Bare rolig, du kan leve meget længe med den diagnose’. Det var ikke det, jeg ville høre. Jeg ville have en forsikring om, at jeg nu var rask, sådan som lægen tidligere havde sagt, jeg ville være, når de havde fjernet kræftknuden. Men hun talte af erfaring. Hun vidste, at ikke alle ville overleve – også selv om knuden blev fjernet.

Når man som sundhedsansat arbejder et sted, hvor kræft er hverdag, kan det være svært at målrette sin kommunikation, så den passer til situationen. Man vil have en viden, som betyder, at man har et nuanceret forhold til kræft. Men nuancerne er ikke altid velkommen hos kræftpatienten. Bemærkningen var bestemt ikke ment som uigennemtænkt – snarere som en opmuntrende bemærkning 🙂

Hvad tænker du? Skal man give patienterne realistiske eller optimistiske informationer? Er det svært, som sundhedsprofessionel selv at tolke situationen og give de informationer, som passer til mennesket og situationen?