Det er med stor glæde, at vi hører, at to af gæsterne, som er med i vores podcast Sundhedsvisioner, har vundet Frimærkeprisen.
Frimærkeprisen er en pris, som Dagens Medicin uddeler til faglige fyrtårne for deres roller som ‘levende legender’.
Og den hæder har Henrik Kehlet, Liselotte Højgaard og Morten Sodemann netop modtaget.
Nederst i dette blogindlæg finder du links til de 2 episoder af Sundhedsvisioner, som er med Liselotte Højgaard og Morten Sodemann. Og så må vi få Henrik Kehlet med i Sundhedsvisioner også.

Frimærkeprisen
Dagens Medicin skrev således om prisen, da de i oktober 2018 åbnede for indstilling af kandidater:
“Sundhedssektoren drives og løftes på mange måder i flok. Det er Danmark berømt for. I flokken af dedikerede fagfolk finder man også læger, som stråler ekstraordinært; læger som er beriget af helt særlige kliniske evner, en helt særlig energi og ambition og evne til at motivere.
Disse læger har enorm betydning for, at flokken og dermed sundhedsvæsenet flytter sig mere end forventeligt. Til gavn for det særlige sammenhold, som det kræver at drive en så vigtig og til tider udsat del af velfærdssamfundet, og – nok så vigtigt – til gavn for patienterne, som sikres en behandling, som er state of the art.
Dommerkomité for Frimærkeprisen
- Professor Henrik Ullum, formand, Lægevidenskabelige Selskaber, LVS
- Professor Lars Østergaard, Aarhus Universitetshospital
- Professor Frede Olesen, Aarhus Universitet
- Chefredaktør Nicolai Döllner, Dagens Medicin
Frimærkeprisen blev første gang udskrevet af Dagens Medicin i 2017. Professor Frede Olesen, Aarhus Universitetshospital, blev den første modtager.
Med prisen følger et frimærke med prismodtagerens kontrafej på, udformet af Dagens Medicins tegner Lars Andersen.
Lyt til Sundhedsvisionerne fra de to vindere
Liselotte Højgaard udgav i 2017 bogen ‘Sådan får vi verdens bedste sundhedsvæsen’. Lyt til Liselotte Højgaards sundhedsvisioner her
Morten Sodemann, overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitetshospital, taler om den sårbarhed, som sundhedsvæsenet utilsigtet kan komme til at tillægge patienter.
You must log in to post a comment.