I mit medicinskab ligger der morfin nok til, at jeg kunne begå selvmord


Tagged: , , , , , ,

Den samme hjælp til alle har i mange år været en bærende tanke for både social- og sundhedsvæsen. Men ‘systemer på autopilot’ har vist sig at indebære en risiko for, at alle faktisk ikke få den bedste hjælp. Vi er forskellige som mennesker og vores udgangspunkt varierer. Derfor har ‘systemer på autopilot’ medvirket til ulighed i sundhed.

Fra min stol ser jeg et par lavthængende frugter i vores væsener, der kan løsgøre ressourcer, men som kræver en stor indsats. En af dem er at få borgernes/patienternes ressourcer mere i spil. En anden er at holde op med at lade systemerne køre på autopilot. Og på sin vis hænger de to ting sammen.

Der spildes dagligt menneskeliv, hældes penge ud af vinduet og udføres parallelle handlinger i sektorer og siloer i det offentlige.

Her er to eksempler:

I mit medicinskab ligger der morfin nok til, at jeg kunne begå selvmord

Pillerne ligger der, fordi jeg selv og min kæreste har gennemgået tre ortopædkirurgiske operationer i løbet af de seneste 2 år. Jeg ved fra tidligere, at hvis jeg afleverer pillerne tilbage, vil de blive destrueret. Der var ingen, som spurgte os, om der var brug for morfin. Vi fik automatisk udleveret en pakke med diverse smertestillende. Vi tænkte ikke over det, før senere, fordi ingen spurgte os, om vi havde noget i forvejen.

Min søn har autisme og kunne være havnet på førtidspension

Vi ved, at for at trives er det nødvendigt at føle man bidrager. Min søn har brug for hjælp og støtte. I dag er han 25 år og godt i gang med at tage en HF-eksamen på VUC. At han overhovedet er ved at tage en uddannelse og har håb og drømme for fremtiden er dejligt, Der har ikke været de store ambitioner på hans vegne fra systemets side, og det er virkelig spild af liv, at køre unge som ham ind i offentlig forsørgelse pr. automatik.

Da han var 19 år, var han ikke parat til at tage en ungdomsuddannelse og forstod ikke helt, hvad der skal til for at kunne blive en borger, der bidrager aktivt til samfundet. Kommunen ville sætte ham i et dagtilbud og indskrive ham på et bosted, hvor de ville undersøge hvilken støtte og hjælp han havde behov for i hverdagen. Min søn er intelligent på mange områder, og jeg har altid ment, han ville kunne få et job og en god tilværelse. Jeg kæmpede hårdt for, at han fik et andet tilbud. Jeg ville have ham afsted på en højskole, som også var en efterskole, hvor han kunne være sammen med andre og gerne også ‘normale’ unge, og blive kickstartet ud i en ny vej i livet. Han har gået i specialtilbud hele sit skoleliv og manglede derfor at opleve et normalt ungdomsliv. Han trængte også til at komme væk hjemmefra på en tryg mellemstation. Jeg endte med at vinde kampen, og da han kom hjem var han klar til at gå i gang med at kvalificere sig til en uddannelse. Inden han tog afsted, havde han ikke engang færdiggjort sin 10. klasse.

Vi skal styrke vores velfærd på en ny måde

Det kræver ‘nye boller på suppen’ at vende vores ‘velfærdsskude’. Det kræver en helt ny måde at organisere velfærdsstaten på. Organiseringen lader jeg andre om. Men min vision er at gøre vores systemer mere menneskelige. Ved at hjælpe til, at man i højere grad ser det enkelte menneske som ‘et helt menneske’. Og ved at anerkende og synliggøre mennesker og indsatser, som understøtter den dagsorden. Og det er der brug for….

 

 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.