Borgeren er din gæst

For mange år siden var jeg servitrice. Jeg arbejdede på nogle af de hotte steder i København i 80’erne. Peder Oxe og Café Sommersko eksempelvis. Jeg lærte vanvittig meget, og jeg var afsindig glad for arbejdet.

Jeg har taget mange værdifulde erfaringer og kompetencer med videre, både i mit private og i mit arbejdsliv. Noget af det vigtigste er, at have fokus på, hvordan, såvel mine private gæster som mine kunder, oplever, at jeg er der for dem. At jeg er ansvarlig for, at de får en god, kvalitetsrig oplevelse, når jeg løser en opgave for dem.

Det var især noget, som jeg lærte som værtinde på Restaurant Peder Oxe. Hvis du ikke kender Peder Oxe, er det en restaurant, som ligger på Gråbrødre Torv i hjertet af København. Den har eksisteret siden 1972, og konceptet er næsten det samme i dag som det altid har været. Det fungerer.

Som værtinde dér blev man oplært i service. Man lærte alt om, hvordan man kunne give gæsten en god oplevelse, og hvordan man havde det store overblik. Ledelsen var nærværende og havde et øje på hver finger. Ejeren var nærværende og dybt engageret i, at alt skulle emme af kvalitet og gode oplevelser. Intet var overladt til tilfældighederne.

Jeg lærte, hvordan jeg med små handlinger fik mine gæster til at føle sig trygge og glade. Jeg lærte at sælge. Jeg lærte at begå mig. Og jeg lærte at aflæse mennesker. Jeg kunne faktisk ofte ‘se’ med det samme, hvad de ville bestille, og hvad de forventede.

Noget af det sjoveste var, når jeg fik gæster, som var lidt sure eller ikke forventede det helt store. Dem servicerede jeg i udpræget grad. Jeg elskede at omvende dem til at være supertilfredse – at modgå deres forventninger.

Og hvorfor er det interessant for mit arbejde i dag? Det er det, fordi service er noget, som ikke falder naturligt, hvis der ikke er fokus på det. Det er derfor noget, man med fordel kan have fokus på som leder og medarbejder i både social- og sundhedsvæsen.

Service er ikke at være underdanig eller slesk. Det er et hjælpe og give (noget) til et andet menneske. Man bliver glad af at give! Det gør dig ganske enkelt gladere, at se mennesker trives, slappe af og være tilfredse.

Service er at ‘se’ det menneske, man står over for. Lytte og forstå de behov, som man fornemmer. Stole på sin intuition eller spørge ind til, hvad der forventes. Sørge for at mennesket føler sig tryg i ens selskab.  At sørge for, at din gæst føler sig tryg i mødet med det utrygge. At sætte gæsten (borgeren som patienten) i centrum.

Hvis du vil have hjælp til det, er jeg til din rådighed. Ring 2628 7065 eller skriv til line@sundhedskommunikation.com

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.