I disse dage er det 14 år siden, jeg gik til lægen, fordi jeg kunne se et indtræk på mit bryst, som ikke var normalt.
Inderst inde havde jeg længe vidst, der var noget galt. Men jeg gik ikke til lægen. Jeg forsøgte i stedet at slå det hen. – Ha ha, se her, jeg har fået en rynke på mit bryst. Ikke nok med, at jeg får det i hovedet… hvor uheldig kan man være, grinte jeg og viste ’rynken’ til veninder og familie. De sagde: – Ha ha, hvor sært, men så ikke ud som om, de mente, det var alvorligt. Men det var det. Og jeg vidste det som sagt godt. Der var gået et halvt år, siden jeg første gang opdagede ’indtrækket’ på mit bryst. Det lignede den del af en ballon, som er ved knuden. Som om noget trak i huden indefra. Og det var der virkelig noget, som gjorde. Nemlig en knude. En kræftknude. Men jeg kunne ikke tro det. Jeg var kun lidt over 40 år gammel. Det kunne ikke passe. Ikke mig. Der løb, spiste sundt, var holdt op med at ryge, levede i parforhold og havde et barn på 13 år.
Jeg løb jævnligt med en veninde fra vejen. Jeg fortalte hende om rynken, og hun sagde med det samme, at hun mente, jeg skulle gå til lægen. Men det gjorde jeg ikke. En dag så hun bestemt på mig og sagde: Du SKAL gå til lægen. NU.
Jeg var netop gået i luften som selvstændig og havde lige landet en ordre på 300.000 kr. I bilen om morgenen på vej til et møde, ringede jeg til lægen. Lægesekretæren spurgte, hvad det drejede sig om. Jeg fortalte i en let tone om rynken på brystet. Du har en tid i eftermiddag kl. 16:30, sagde hun. Hold da op, sagde jeg, det var hurtigt! Og jeg begyndte at ryste lidt på hænderne….
Med dødskors i øjnene
Om eftermiddagen dukkede jeg som aftalt op hos min praktiserende læge. Det var en ung turnuslæge, jeg blev vist ind til. Han bad mig tage tøjet af på overkroppen. Jeg satte mig foran ham, og han begyndte at undersøge mit bryst. Han så meget alvorlig ud. Han ser mig ikke i øjnene. Han ser på brystet. Så hæver han blikket og ser mig ind i øjnene. – Du skal henvises til en scanning med det samme, siger han med et mørkt blik. Jeg sværger; der var dødskors i begge hans øjne. Jeg blev utrolig bange. Tænkte, at nu skulle jeg nok dø. At livet var slut. Jeg ved ikke, hvordan man ellers skulle levere sådan en besked, hvis det skulle gøres bedre. Hvordan fortæller man en forholdsvis ung kvinde, at det ser ud til, at hun har kræft?
Jeg gik hjem og satte mig i min sofa og stirrede ud i luften. Jeg vidste, det var rigtigt. Jeg havde kræft. Der havde været tegn på det længe. Rynken i brystet. En følelse af at være udmattet. Især når jeg havde anstrengt mig hårdt fysisk. På et tidspunkt i løbet af det sidste halve år ringede jeg endda til min mor og spurgte hende, om hun også var helt udmattet, da hun var 40 år og havde anstrengt sig fysisk. Nej, svarede hun. Det mente hun ikke. Samtidig mente jeg, at set med sund fornuft var jeg for ung til at være syg med sådan en alvorlig sygdom. Jeg kunne ikke tro på det.
Det perfekte liv var ikke perfekt
Som jeg sad der i sofaen, var der noget, som pludselig stod meget klart for mig. Nærmest som et himmelsk kald. Det var følelsen af at være dødelig. Følelsen af at indse, at vores tid på jorden er begrænset. At livet har en horisont. Og som jeg sad der i sofaen fik jeg pludselig en følelse af at være ekstremt stærk. Psykisk. At tro på mig selv. Det var ikke, fordi jeg ikke var stærk psykisk ellers. Men jeg havde længe levet et liv, hvor jeg var presset til det yderste. Og jeg havde accepteret det for længe. Den følelse voksede inden i mig. Følelsen af at jeg ikke måtte spilde mit liv på at leve et liv, som ikke var optimalt. Jeg skulle holde op med hele tiden at leve det liv, som jeg troede var det rigtige og i stedet leve det liv, som gjorde mig glad. Jeg havde den her forestilling om den perfekte familie i det perfekte hus, hvor loftet skulle være så højt, at man kunne have et gigantisk juletræ. Her skulle jeg samle familien om den perfekte juleaften, med den perfekt stegte and og den perfekte julepynt. Hvor gulvene og de gulv-til-lofthøje vinduer var så kostbare, at de kostede det samme som en andelslejlighed i midten af København. Men jeg var ikke glad i det perfekte hus. Jeg var ked af det. Frustreret. Sur. Stresset. Men nu skulle det være slut. Jeg vidste nu, at livet havde en horisont, og at jeg skulle begynde at tage armtag med livet på en ny måde. Jeg vidste også, at jeg ville overleve den kræftsygdom, der havde bosat sig i min krop. Nu skulle jeg bare igennem de næste måneder. Og jeg gik til arbejdet med krum hals. Det var ikke et let arbejde, skulle det vise sig. Men jeg var noget særligt. Det vidste jeg. Jeg ville have særligt gode muligheder for at få den bedste behandling hele vejen igennem. For jeg havde arbejdet mange år i sundhedsvæsenet. Ikke som sundhedsprofessionel, men som journalist. Og jeg kendte det danske sundhedsvæsen ganske godt og havde venner og relationer at trække på. Jeg var allerede en ’stærk patient’.
En ’stærk’ patient
Arbejdet som ’stærk patient’ begyndte allerede dagen efter, jeg havde været hos den unge turnuslæge med dødskorsene i øjnene. Via mit arbejde vidste jeg, at henvisninger kunne forsvinde eller blive forlagt. Så jeg ringede til Hørsholm Sygehus, som jeg var henvist til, og spurgte om de havde fået henvisningen, og hvornår jeg skulle til. Næ – de havde ikke en henvisning, sagde de. Dengang faxede man stadig i stort omfang i sundhedsvæsenet. Så jeg bad dem gå ud og kigge ved deres fax. Og ganske rigtigt. Der lå den. Afsendt med det samme, efter jeg havde forladt den unge læge, dagen forinden. Men ingen havde endnu set den. Og en tid? Jamen de havde et afbud et par dage efter, så der kunne jeg da bare komme, sagde de. Så opringningen kom altså til at betyde, at jeg kom til langt før, end jeg ellers ville have gjort.
To dage senere sad jeg i venteværelset med min daværende mand. Jeg var bange og var på nippet til at bryde sammen. Jeg kom ind til en gæv sygeplejerske, som følte på mine bryster. – Jeg kan ikke mærke noget, sagde hun. Det kunne jeg i parentes bemærket heller ikke selv. Men man kunne jo se rynken. – Har du fået et slag på brystet for nyligt, spurgte hun. Og så slog det mig! Jeg havde været i et biluheld, hvor sikkerhedsselen da helt sikkert havde givet mig den rynke i brystet. Det var da bare det! Jeg havde ikke kræft. Det var et slag, der havde lavet rynken! Jeg begyndte at græde af lettelse. Og jeg græd hele vejen op til scanningen. Af lettelse. Men også, fordi jeg var forvirret. Jeg vidste det jo! Jeg havde kræft. Men lige der. I den varmhjertede sygeplejerskes milde syn og hendes muligvis ikke så kloge bemærkning – lige der kom tvivlen mig til en slags undsætning.
Ved scanningen lige efter, var det dog en helt anden sag. Ja, jeg ser en knude, sagde lægen, mens han kørte ultralydscanning af mit bryst. Ja, den ser ondartet ud, sagde lægen i et neutralt tonefald. Ja, jeg tager nu en biopsi både i brystet og i den lille lymfe, du har under armen, som også er hævet. Sagde han. Men jeg klamrede mig til sygeplejerskens forklaring nogle dage mere. Der var en lille bitte chance for, at det ikke var noget. At det blot var et slag.
Da jeg dånede
Jeg skulle have svar på prøverne i starten af den følgende uge. Det var i starten af september. En lun og smuk septemberdag. Min daværende mand og jeg satte os i det lille venteværelse. Vi var ikke mange, som ventede. Og så blev det min tur. Og jeg var ikke i tvivl, da jeg endelig sad foran lægen. For da sygeplejersken, som senere skulle vise sig at være helt utrolig, kom for at hente mig, tog hun mig fast i hånden. Lagde den anden hånd over min hånd og sagde: Nu er det din tur. Det skal nok gå det hele. Og med de ord havde hun jo sådan set allerede fortalt mig, hvad diagnosen var.
Jeg sad og så på lægen. Hun havde lige sagt det. At jeg havde kræft. Og alt blod forsvandt fra min krop. Eller sådan føltes det. Jeg måtte ned at ligge. Omgivelserne forsvandt, og det eneste jeg hørte var ordet kræft.
Jeg skulle dø!
Jeg sad og så på lægen. Hun havde lige sagt det. At jeg havde kræft. Og alt blod forsvandt fra min krop. Eller sådan føltes det. Jeg måtte ned at ligge. Omgivelserne forsvandt, og det eneste jeg hørte var ordet kræft. Jeg skulle dø!
Jeg forstod pludselig, hvad det ville sige at dåne. Noget som jeg ind til den dag havde troet, var det rene teater. At man kunne blive så følelsesmæssigt påvirket af noget, at man dånede, troede jeg kun at damer fra det forrige århundrede i korset med slangekrøller og store blå øjne gjorde. For at gøre sig interessante og sarte. Men nu lå jeg der på briksen og vidste ikke helt, hvem jeg var.
Men det var jo lidt værre at brække et ben
Da jeg havde samlet mig og var nogenlunde ok, var det tid til resten af beskeden. I et let tonefald, som jeg ikke helt ved, om jeg mener, var den rette måde at formidle det på den dag i dag, fortalte lægen mig, at de jo blot ville fjerne den syge knude, og så var jeg jo rask! Og den var ikke så stor. Kun lidt over 1 cm. Om jeg efterfølgende skulle have kemo, stråler osv. Det ville tiden vise. Det var slet ikke sikkert! Og da jeg gik derfra, tænkte jeg faktisk, at det havde lydt som om, det var en lettere operation og behandling, end hvis jeg havde brækket et ben. Så jeg tænkte med min ukuelige optimisme, at det nok skulle gå, og at jeg lige om lidt havde overstået det hele. Og ikke mindst, at jeg ville overleve.
Og det gjorde jeg jo.
I den kommende tid vil jeg fortælle mere om mit forløb som stærk patient.
- Om dengang jeg skulle fortælle min familie og venner om kræftdiagnosen.
- Om mine oplevelser igennem behandlingsforløbet, hvordan jeg oplevede de sundhedsprofessionelle, og hvordan jeg selv tog beslutninger undervejs.
- Om min efterbehandling og hvordan jeg selv afsluttede den medicinske behandling.
- Om i dag.
Hvis du gerne vil læse mere, så skriv dig op til mit nyhedsbrev her 👇🏻