Den dag jeg blev opereret for brystkræft

En meget tidlig morgen, en sensommerdag i midten af september, gik jeg ind ad døren på Hørsholm Hospital for at blive opereret. Nu skulle kræftknuden fjernes, det var alt, jeg vidste. Jeg havde forsigtigt googlet lidt og fået lidt information om operationen ved et lille møde med en skøn sygeplejerske, som skulle være ’min’ sygeplejerske. Hun hed Vivi og hende vil jeg fortælle om i et andet indlæg, for hun var ganske særlig.

Jeg vidste, at jeg havde en god chance for at få en brystbevarende operation, fordi knuden sad et sted, der gjorde det muligt, og ikke var så stor. Jeg vidste også, at mens jeg lå på operationsbordet, ville man udtage knuden og køre den til et laboratorie i Hillerød, hvor de ville tjekke om alt var ude. Det var jeg ret imponeret over.

Vi var 3 kvinder på stuen den morgen, der alle skulle gennem en kræftoperation. En af dem var en kvinde, der var lidt ældre end mig. Hun var næsten helt manisk. – I min familie får vi alle samme kræft, så jeg vidste bare, at jeg også ville få det, erklærede hun med meget høj stemme. Jeg kom til at tænke over min egen familie, som er ret lille, da både min mor og far er enebørn. Min Mormor var død af tarmkræft og min mor havde haft tarmkræft et par år inden, jeg fik brystkræft. Der var nok noget om det, tænkte jeg. Det var ikke en rar tanke.

Jeg tog operationstøjet på, lagde mig i sengen og trak dynen op til hagen. Jeg har af en eller anden grund altid været vild med duften af hospitalssengetøj, jeg kan ikke forklare hvorfor J, så jeg lå og følte mig godt tilpas, til trods for den alvorlige situation. Jeg var faktisk nærmest kæk.

Portøren kom og kørte mig til operationsgangen, og lige pludselig blev det hele meget virkeligt. Jeg blev virkelig bange og begyndte at græde af skræk og fortvivlelse. Personalet var søde og omsorgsfulde. De beroligede mig og sagde, de godt kunne forstå, jeg var ked af det. Inden længe var jeg langt væk i bedøvelsen.

En følelsesmæssig rutsjetur

Da jeg vågnede nogle timer efter, var jeg forbundet over brystet, men følte mig godt tilpas ellers. Jeg havde ingen særlige smerter, og jeg kunne stå ud af sengen med det samme.

Jeg følte på forbindingen for at vurdere, om jeg stadig havde brystet. Det havde jeg. Jeg stod op og så mig i spejlet ved håndvasken på stuen. Jeg lignede mig selv. Jeg så helt frisk ud. Jeg trak hospitalsskjorten til side for at se, om man kunne se noget som helst. Det så fint ud, også under armen, hvor de havde fjernet alle lymfekirtler. Jeg trissede tilbage i sengen.

Solen skinnede fra en høj blå septemberhimmel og i løbet af dagen begyndte mit natbord og vindueskarm at blive fyldt med blomster fra alle mulige venner og bekendte. Det var rart at vide, at så mange tænkte på mig. Jeg følte mig taknemmelig og elsket. Jeg nød også at blive puslet om, noget som jeg ikke var vandt til i mit liv som karrierekvinde og mor til en dreng med psykiske vanskeligheder, to bonus børn og et stort hus at holde. Jeg var dog ikke glad, jeg var ked af det og usikker på fremtiden.

Jeg brugte meget energi på at berolige mine nærmeste

Dagen efter operationen begyndte det at vælte ind med besøgende. Alle var berørte af min situation, og jeg brugte meget energi på at se kæk ud og vise, at jeg altså ikke var på dødens rand. Lige nu. I tiden efter har jeg ofte tænkt på, hvor meget energi jeg brugte på at berolige andre. Måske fordi det også beroligede mig selv.

På min stue lå en kvinde, der var opereret for brystkræft, og nu var inde og blive opereret for 3. gang. Det kom bag på mig. Ingen havde fortalt, at det kunne ske. Hun var startet med en brystbevarende operation, men nu var alt fjernet. Jeg magtede ikke at tænke på, hvis det skete. Tænk at blive bedt om at komme ind til operation tre gange efter hinanden. Pyh – nej tak.

Andre patienter er også en informationskilde

Min knude var ikke stor. Kun 22 mm, og så var en enkelt lymfe angrebet. Alt i alt var jeg heldig – alt tegnede godt. Men jeg var bange og usikker på, hvordan min fremtid så ud. Så jeg trissede ned ad gangen og fandt personalets kaffestue, for at finde en at tale med. En der kunne berolige mig. I kaffestuen sad en kvinde og læste avis og drak kaffe. Jeg fandt hendes blik og lige der, blev jeg så utroligt ked af det. – Men jeg er jo lige midt i mit liv, udbrød jeg med tårer i øjnene, – jeg kan ikke dø af kræft nu! Hun så op fra avisen og sagde: Bare rolig, man dør ikke af brystkræft med det samme, mange kan leve mange år med diagnosen.

Jeg tænker, at den dame bare formidlede det, som hun oplevede på daglig vis. Det var fakta. Det var korrekt.

Men var det det, som jeg havde brug for?

Tak for kaffe tænkte jeg, det var ikke lige den besked, jeg havde behov for at få. Så jeg trissede tilbage til sengen og forsøgte at berolige mig selv.

Nu skulle jeg blot igennem den næste tid, hvor jeg ville få af vide om det var en aggressiv brystkræft, om jeg skulle opereres igen, om jeg skulle efterbehandles med kemo og stråler.

Få næste blogindlæg, næste podcast og nyt fra Sundhedskommunikation. Skriv dig op til mit nyhedsbrev her:

Processing…
Success! You’re on the list.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.