“Mor, der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig!” Sådan starter en besked, jeg fik fra mit voksne diagnosebarn.

Min første tanke var en katastrofetanke, men det skulle vise sig at være en ualmindeligt velskrevet refleksion over hans børn- og ungdomsliv, hvor han har været ‘anbragt’ i specialtilbud af ‘systemet’.

Jeg har fået mit ‘diagnosebarns’ godkendelse til at bringe nedenstående:

“Mor, der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig. Jeg har faktisk aldrig haft det særlig godt med, hvordan jeg, og andre, på det autistiske spektrum rigtig ofte blot bliver segregeret fuldstændigt (eller næsten fuldstændigt) i deres barndom og unge teenageår.

Mange af dem med diagnoserne asperger (eller ASD), ADD, ADHD osv., lige meget om det er mildt eller ekstreme typer af tilstandene, bliver behandlet på meget lignende måder, og bliver gemt af vejen i særlige afsnit af deres skoler, hvor de stort set aldrig blandes med neurotypiske mennesker.

Det synes jeg ikke er i orden, og jeg synes, man bør snakke mere om det i lægeverdenen og måske bare generelt.

Man møder kun typer af mennesker, der ligner en selv på mange måder. Man møder næsten kun personer af hankøn. Man lærer ikke, hvordan man agerer i virkeligheden.

Ikke alle autister skal beskyttes så heftigt. Jeg er ret sikker på, at denne her form for behandling er en stor grund til, at jeg har været sådan en late bloomer, frem for at det har noget at gøre decideret med mine diagnoser.

Jeg har rigtigt ofte sagt fra, når I spurgte om jeg gad med til unges fester, eller ud og finde nye venner osv. sandheden er, at jeg faktisk ønskede det i hemmelighed.

Men der var et socialt pres, eller måske kan man snarere kalde det en form for indflydelse eller observation-imitationsproces, der umuliggjorde det.

At man kun ser venner, som stort set alle, hver og en, giver udtryk for had til ungekultur, kun sidder på værelset, er socialt akavede osv. får en til at tro, at det også er den rette vej for en selv.

Man bliver selv socialt akavet af det, og det begynder at styre og dikterer den måde, man lever sit liv på, på den meget usunde og tilbageholdende måde.

Der er nogen, som formår at bryde ud af det her på. En smule pædagogik er fint nok, men jeg oplever bare ofte, fra mange folk på spektrummet, jeg taler med, at de føler sig som fængslet.

Det er noget, jeg synes, man bør tage op til debat og forsøge at standse.”

 

Jeg holder foredrag om at være mor til et ‘diagnosebarn’