Vi har ikke tid! Det er svært! Har vi ikke en metode, der kan hjælpe?

Det er efterhånden en del år siden, man begyndte at tale om at inddrage patienter, borgere og pårørende i behandlingen.

At gå fra at være et social- og sundhedsvæsen i monolog til at være i dialog er stadig ikke en realitet.

Et ønske om at gå i dialog er nok ind til videre en anelse overdrevent. For meget af den retorik, som anvendes på det området, bærer mere præg af at ville bibeholde ‘mandatet’. Det hedder således ‘inddrage’ og ‘involvere’ borgeren. Det hedder ‘informere’ om rettigheder og muligheder.

Men reel dialog og samarbejde, det ser man for sjældent omtalt som sådan.

I fredags fik min mor en forværring, som hun kender, har prøvet alt for mange gange før, og som hun ved, hvordan skal behandles. Den er ekstremt smertefuld, og hun er virkelig plaget, når det sker. Hun må indlægges og behandles.

Hun blev opereret for en tarmkræft for knapt 20 år siden, og har siden da haft anfald, som ligner tarmslyng, på grund af sammenvoksninger i tarmene.

For et par år siden fik hun en ‘åben indlæggelse’. Den fik hun, fordi hun måtte rundt om akutmodtagelsen hver gang, der kom et anfald. Og det var unødvendigt, da hun altid havnede på mave-tarm afdelingen alligevel.

I fredags ringede hun derfor til afdelingen og sagde, at nu havde hun et anfald igen. Der var gået mere end et år siden sidst. Sygeplejersken, som tog telefonen, havde ikke hørt om en åben indlæggelse og mente, at min mor skulle omkring akutmodtagelsen. ‘Så vi kan finde ud af, hvad du fejler´, sagde hun.

Til det kunne min mor med panik i stemmen fortælle, at hun under ingen omstændigheder ville omkring akutmodtagelsen, og at hun udemærket vidste, hvad hun fejlede, og hvad der kunne hjælpe.

Der blev stille i den anden ende af telefonen. Der blev tænkt. Og heldigvis kom sygeplejersken til fornuft og lod min mor komme direkte til afdelingen.

Men det er jo et fint eksempel på, at en patient faktisk beder om at spare ressourcer for systemet og sig selv. Men har svært ved at trænge igennem.

Rigtig mange kroniker kender deres sygdomme og forværringer og ved meget om deres sygdom. Somme tider (ofte) mere end den læge, de møder på akutmodtagelsen. 👏🏻

At høste ✨guldet ✨ fra patienter/borgere og pårørende kan medvirke til at spare systemerne for ressourcer og højne ‘brugernes’ tilfredshed med behandlingen samt kvaliteten i behandlingen.

Whats not to like?