I fredags ringede hun derfor til afdelingen og sagde, at nu havde hun et anfald igen. Der var gået mere end et år siden sidst. Sygeplejersken, som tog telefonen, havde ikke hørt om en åben indlæggelse og mente, at min mor skulle omkring akutmodtagelsen. ‘Så vi kan finde ud af, hvad du fejler´, sagde hun.

Til det kunne min mor med panik i stemmen fortælle, at hun under ingen omstændigheder ville omkring akutmodtagelsen, og at hun udemærket vidste, hvad hun fejlede, og hvad der kunne hjælpe. Der blev stille i den anden ende af telefonen. Der blev tænkt. Og heldigvis kom sygeplejersken til fornuft og lod min mor komme direkte til afdelingen.
Men det er jo et fint eksempel på, at en patient faktisk beder om at spare ressourcer for systemet og sig selv. Men har svært ved at trænge igennem.