I patientens sko

Er du realist eller optimist, når du kommunikerer med din patient?


No Comments

‘Du kan leve længe med den diagnose’, sagde sygeplejersken. Det var ikke lige det, jeg havde brug for at høre! Jeg havde en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

For mere end ti år siden, blev jeg opereret for brystkræft. Det var på det nu nedlagte Hørsholm Sygehus, og de var kendt for at være gode til det med brystkræft. Så jeg var glad for, at det var der, jeg blev behandlet. Jeg havde på mange måder et godt forløb. De var dygtige til at kommunikere til mig i små doser, som var nøje tilrettelagt ud fra en lang erfaring i, hvornår og hvor meget man som patient kunne kapere.

🗣 Hjælp og støtte til at kommunikere situationsbestemt

🗣Foredrag, coaching, workshops og facilitering

lineGade_lineSprehn_sompatient

Jeg havde ellers en stærk tro på, at jeg nok skulle overleve, og var også blevet opmuntret af personalet, siden jeg en sensommerdag dejsede om på en briks, da jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft. Jeg var 42 år.

Dagen efter min operation, som var vellykket, blev jeg pludselig bange for at dø.

Iført hospitalstøj traskede jeg ned ad gangen for at søge lidt støtte og hjælp. Personalet havde tilsyneladende kaffepause, for der var ingen at se. Jeg stak hovedet ind i kaffestuen for at få kontakt. En af sygeplejerskerne kiggede op fra avisen og kaffekoppen. Jeg så på hende, og udbrød med tårer i øjnene: ‘Jamen, jeg er jo lige midt i mit liv! Jeg kan ikke dø nu! Jeg har et lille dreng!’ – sygeplejersken så venligt på mig og sagde: ‘Bare rolig, du kan leve meget længe med den diagnose’. Det var ikke det, jeg ville høre. Jeg ville have en forsikring om, at jeg nu var rask, sådan som lægen tidligere havde sagt, jeg ville være, når de havde fjernet kræftknuden. Men hun talte af erfaring. Hun vidste, at ikke alle ville overleve – også selv om knuden blev fjernet.

Når man som sundhedsansat arbejder et sted, hvor kræft er hverdag, kan det være svært at målrette sin kommunikation, så den passer til situationen. Man vil have en viden, som betyder, at man har et nuanceret forhold til kræft. Men nuancerne er ikke altid velkommen hos kræftpatienten. Bemærkningen var bestemt ikke ment som uigennemtænkt – snarere som en opmuntrende bemærkning 🙂

Hvad tænker du? Skal man give patienterne realistiske eller optimistiske informationer? Er det svært, som sundhedsprofessionel selv at tolke situationen og give de informationer, som passer til mennesket og situationen?

I patientens sko – information eller kommunikation i akutmodtagelsen


1 Comment

far_isengAf Annemette Høgedal og Line Gade (tidl. Sprehn) Første gang publiceret i 2014.

Akutmodtagelsen – det første møde med sundhedsvæsenet

Hver dag vil omkring 2.500 mennesker henvende sig til en akutmodtagelse et sted i Danmark. Hver med deres mere eller mindre presserende problem, og med en forhåbning om at hjælpen nu endelig er lige om hjørnet. For mange patienter er skadestuen/akutmodtagelsen der hvor de støder på det offentlige sundhedsvæsen første gang, og den kommunikation de oplever dér har betydning for hvordan de fremover opfatter sundhedssystemet-, men også for hvordan deres behandling for deres sygdom eller skade vil forløbe.

Kortvarig kommunikationspraksis: Sygeplejersken skal forholde sig til mennesket bag skaden

Når en sundhedsansat og en patient taler sammen – i kort tid som i en akutmodtagelse – sker der meget andet end en informationsproces. Hver gang en patient og en sygeplejerske eller anden sundhedsansat taler sammen – kommunikerer de, med hver deres udgangspunkt. Sygeplejerskernes faglighed er mere end blot instrumentelle færdigheder; den tilskadekomne er mere end blot en legemsdel. De er også to mennesker med forskellig baggrund og forskellig følelsesmæssigt udgangspunkt. Magtforholdet er asymmetrisk – da patienten er afhængig af sygeplejerskens hjælp. Hvis kommunikationen mellem de to skal lykkes, må sygeplejersken forholde sig til mennesket bag skaden.

Den kortvarige kommunikationspraksis stiller nogle helt andre krav til den sundhedsprofessionelles kommunikation, end den måde man kommunikerer med sine patienter under en længere relation, fx med en patient på en afdeling på hospitalet.

Den korte tid kræver formidling, som er både kort og koncis

”Når kontakten med patienten strækker sig over ganske kort tid, er udfordringen for den sundhedsprofessionelle at få de kommunikative kompetencer til at gå hånd i hånd med de relationelle kompetencer. Den korte tid kræver formidling, som er både kort og koncis, men da patienten ofte er påvirket af smerte og angst, må den professionelle samtidig sikre, at patienten har forstået budskabet. Desuden må sygeplejersken opfordre patienten til at sætte ord på ofte kaotiske følelser og bekymringer.” Ruth Mach-Zagal , forfatter, og underviser i blandt andet korttidskontakt i Region Sjælland.

Den kommunikationspraksis der knytter sig til kort patientkontakt – som fx på en akutmodtagelse er ikke undersøgt særligt grundigt. På en dansk akutafdeling søsatte man et undersøgelses- og træningsforløb for de sundhedsansatte i 2014. Forløbet fik sat fokus på netop den korte kommunikations-situation på akutmodtagelsen og gav særdeles god mening for personalet, der fik redskaber til at forbedre deres kommunikation – fx ved simulationstræning. Især simulationstræningen udløste interessante refleksioner over hvordan man kommunikerede med patienten.

”Kan (…) det være én af problematikkerne for vores kommunikation, hvis vi betragterpatienterne som en albue eller et knæ? ”, spurgte en af deltagerne i træningsforløbet.

Den sundhedsprofessionelle i patientens sko

Forløbet havde som formål at udfordre de sundhedsprofessionelles forståelse af deres kommunikationspraksis med patienten. Formålet var ikke at finde nogle endelige svar på, præcis hvordan kommunikationen i korttidskontakten skal praktiseres. Ærindet var derimod at skærpe de sundhedsprofessionelles blik for, at kommunikation er mere end bare en afsender – modtager proces.

Udgangspunktet for simulationstræningen var nogle scenarier, der repræsenterede nogle situationer fra det virkelige liv, hvor deltagerne havde følt sig særligt udfordret i kommunikationen med patienten. Da gruppen skulle spille deres eget scenarie igennem, i rollen som patienten, udløste det en nuanceret forståelse for patienternes situation:       ”Det var vildt mærkeligt at skulle stå og lege, at man var på den anden side, for jeg synes jo, at sygeplejerskens svar virkede komplet åndssvage. Og når jeg er i det (til dagligt, red.), så synes jeg, det er det mest naturlige i verden.” 

Ved, på egen krop, at genopleve nogle kommunikativt udfordrende situationer, gennem patientens øjne, blev de sundhedsprofessionelle presset til at smide de faglige briller. Dét at spille patientrollen skabte en mere nuanceret forståelse for, hvordan den kommunikation der dagligt praktiseres, kan opleves forskelligt af medarbejdere og patienter.

Korttidskontakten, en overset kontakt?

Én af de helt store udfordringer, som de deltagende sygeplejersker og lægesekretærer oplever i korttidskontakten, er kommunikationen med patienten omkring ventetiden:

”Det er simpelthen så svært, hvad det er, der gør, at de bliver tilfredse og accepterer de der to timer, de har foran sig. Det der virker den ene dag, virker måske overhovedet ikke den næste.”

Akutmodtagelse

Når patienterne ankommer til akutafdelingen, starter de som regel med at skulle vente og de sundhedsprofessionelle forbinder ofte denne del af korttidskontakten med brokkende patienter. Patienterne bliver fx frustrerede, fordi de ikke kender ventetidens varighed. Det efterlader de skadestueansatte i et skisma, fordi de, som repræsentanter for den offentlige sundhedssektor, er nødt til at forholde sig til nogle fastlagte organisatoriske procedurer, på samme tid med at de skal håndtere de ventende patienters frustrationer.

At tage imod patienter rangerer desværre ikke højt på ønskede arbejdsopgaver

At være den der tager imod patienterne forud for behandlingen, rangerer derfor ikke højt på listen over foretrukne arbejdsopgaver. Det er ærgerligt, set i lyset af hvor mange gange de ansatte på skadestuen, dagligt, skal udøve denne særlige form for patientkontakt.

Simulationstræning med en skuespiller var udviklende for deltagerne, fordi de fik mulighed for at træde ud af deres faglige rolle, og opleve korttidskontakten, set fra patientens perspektiv.

”Det var utroligt spændende at arbejde med personalet og de var super gode til at sætte sig i patienternes sted. Det er dejligt at kunne bruge begge sine fag, i så meningsfuld en sammenhæng. ” siger Annemette Høgedal, skuespiller, cand.comm. og tilrettelægger af forløbet.