Mor i psykiatrien

I 1994 fødte jeg en søn. Han var smuk og mild og nem at være mor for. Var i det hele taget en tilfreds baby.

Han var lidt sent motorisk udviklet, men altid inden for normalområdet. Han kunne høre og se, alt så ud til at være i den skønneste orden.

Da han var omkring et år begyndte jeg at tænke, at han var lidt særlig. Jeg havde veninder med babyer i samme alder, og jeg kunne se, han ikke helt var som deres babyer.

Han havde ikke den samme lyst og nysgerrighed på omverden. Jeg tænkte, mit barn var særligt, og at han havde en alternativ tilgang til verdenen.

Men måske var han bare en ny stjerne på en kreativ himmel? En, der ville opnå store forskningsresultater? Det måtte tiden vise. Jeg var ikke bekymret. Han var glad og trivedes.

Han blev passet privat, til han var et par år og kom så i vuggestue. Pædagogerne dér elskede ham. og han var glad for at være der.

Så skiftede han til børnehave, da han var tre år, og her begyndte problemerne. Jeg valgte en udflytterbørnehave, da jeg ville det bedste for min dreng, og tænkte, at frisk luft og natur måtte være optimalt.

Men han skreg hver morgen. Ville ikke have flyverdragten på. Blev ikke renlig. Ville ikke ind i ‘opsamlingen’. Gik bagefter de andre i skoven og legede solo-fantasilege. Havde det svært med skiftene fra opsamler, til skov, til hus, til bus osv.

Personalet sagde, han ikke socialiserede som andre børn. De bad om, at han fik en skolemodenhedstest, da han var knapt fire år. Den viste, at han var normalt begavet, men ikke klar til skole.

Så flyttede vi fra Valby til Hørsholm. For at komme på landet men også, fordi jeg tænkte de skoler, der lå der ville være bedre fungerende og have bedre ressourcer til at rumme ham.

Han startede i børnehaveklasse, da han var knapt fem år. Man mente, at en lille skole med kun 12 børn i klassen var ok, selv om skolemodenhedstesten havde vist, han burde vente et år. Det gik nogenlunde, men da året var omme, anbefalede man, at han gik børnehaveklassen om.

Her står jeg med sønnen, der senere blev et ‘diagnosebarn’, på hans første skoledag.

Han blev vurderet af en neuropsykolog, der konkluderede, han var normalt begavet, men en anelse udviklingshæmmet. Hun vurderede, han godt kunne gå i en almindelig skole.

Da han havde gået i børnehaveklasse et år mere, kom han i 1. klasse med støtte.

Da vi nåede frem til efterårsferien i 1. klasse, smed skolen håndklædet i ringen og anbefalede, at han blev mere grundigt udredt.

Han blev dagsindlagt på børnepsykiatrisk afdeling.

Efter et halvt år som dagsindlagt, fik han en diagnose. Han fik diagnosen asperger.

‘Vi kunne give ham en ADHD diagnose også, men vi vurderer, at aspergerdiagnosen vil afstedkomme det bedst egnede skoletilbud’, sagde eksperterne.

Og så startede der et liv, som indebar specialtilbud.

Der gik ikke længe, før min søn begyndte at mistrives på den specialskole, han var henvist til. Jeg tænkte, der var eksperter, og de havde ret, når de anbefalede mig at lade ham fortsætte.

Der gik et par år, hvor jeg havde tillid til systemet, men så røg den fuldstændig, og jeg tog sagen i egen hånd. Det har jeg gjort siden.