I dag har BUPL udsendte denne pressemeddelelse, som fortæller, at pædagoger undlader at råbe op om kritisable forhold af frygt for sanktioner.

Læs pressemeddelelsen

Det er da simpelthen ikke i orden, at vores børn og unge skal vokse op under forhold, som er kritisable. Man er barn så kort tid af livet, og en stor del af dannelsen sker i de første år, så det er så meget desto vigtigere at de, som har ansvaret for børnene, råber op på deres vegne.

Ikke det rigtige tilbud

Jeg har en oplevelse, som kan illustrere. Jeg har jo denne søn, som jeg tidligere har talt om. Han blev udredt på børnepsykiatrisk afdelinge gennem tre måneder og blev derpå henvist til en specialskole. Efter kort tid begyndte han at vise tegn på ikke at trives. Han begyndte at være højrøstet og opførte sig truende over for pædagogerne og lærerne. Han var bare 9 år og havde ikke opført sig sådan før.

Fra det øjeblik jeg satte mine ben på specialskolen, havde jeg tænkt, at det var et ikke særligt hyggeligt sted. Men jeg slog det hen med, at stedet var ved at konstituere sig i forbindelse med, at de overgik fra at være et amts-tilbud til at være et regionalt tilbud, og derfor var i en overgangsfase.

Jeg havde tillid til fagpersonerne, og til at de havde fundet et tilbud til min søn, som han ville trives i. Så jeg gav det en chance og meldte mig til forældrerådet, hvor jeg forsøgte at påvirke det, som jeg mente, man kunne gøre, så børnene ikke opførte sig voldsomt. Det blev værre og værre i den børnegruppe, han var en del af. Der blev kastet kopper med te gennem lokalet, og en dag var der en elev som tog fat i tørklædet på en pædagog og strammede til.

Jeg mente, at man godt kunne stille nogle grundlæggende krav om, at vold og trusler ikke var acceptable. Jeg blev mødt med, at man ikke kunne stille krav til børnene.

Jeg begyndte at overveje, om det faktisk var en skole som kunne sikre, at min søns ressourcer kom i spil, så han kunne vokse op og blive et ordentligt menneske, med et godt liv. Min tillid til personalet vaklede.

Jeg luftede tanker om min tvivl, om stedet var det rigtige for min søn overfor personalet. Det mente de helt klart det var. – Nej, du skal ikke flytte ham, det skal du ikke gøre, sagde de. – Han har bedst af at blive her, hvor han nu er startet.

Min tvivl voksede. Han oplevede at blive fastholdt – noget som er helt uhørt over for et barn med autisme.

Jeg fandt en anden skole, som lå tæt på vores bopæl og undersøgte, om han kunne komme derhen. Efter en grundig samtale med personalet på skolen, hvor de vurderede sønnen og besøgte os i hjemmet, fik han lov til at starte der.

Jeg gik til skolen, han gik på, og fortalte, at han skulle flyttes. De var ikke begejstrede.

Da dagen nærmede sig, hvor han skulle stoppe for at starte på den nye skole, kom en pædagog hen til mig, hev mig til side og sagde: – Jeg havde gjort det samme som dig. Du gør det helt rigtige.

Jeg var ret rystet efter den samtale. Og siden da har jeg deltaget særdeles aktivt i at sikre, at sønnen fik tilbud, der kunne få ham til at gro som menneske. Det var ikke det, jeg oplevede skete på den første skole, selvom jeg ved, at andre har haft glæde af stedet. Det var bare ikke det rette for sønnen, og det skal man tage alvorligt.

Både som pædagog og som forælder.