Kommunikationsworkshop

Det kan være, at I gerne vil blive bedre til at kommunikere eksternt på sociale medier og løfte i flok, det kan være i vil forbedre den interne kommunikation og få større arbejdsglæde, det kan være I vil blive bedre til bruger/borger/patientkommunikation.

Mennesker i den hvide verden – er mennesker

Noget af det, som altid har optaget mig, er sundhedsvæsenets enorme kulisse og dens tilhørende scene. Alt det som foregår på et hospital, et plejehjem, et behandlingshjem…
På scenen, foran kulissen, bliver mennesker raske, syge, dør, elsker, lever…..
Men liv bliver ikke bare levet på scenen af ‘gæsterne’ i sundhedsvæsenet. I kulissen er alle de, som arbejder der, lever et liv, bliver syge, elsker, er bange, er glade. Mennesker, der går på arbejde med trangen til at gøre noget særligt for andre mennesker. Det er ikke altid let. Det kan være meget svært. De kan begå fejl. De kan give den forkerte medicin. De kan operere den forkerte arm. De kan komme til at sige noget ‘forkert’. De kan føle sig som dippedutter på et samlebånd. De er mennesker, der arbejder i et stift system.

‘Kom og giv mit store egetræ et kram’, sagde sygeplejersken

Din arbejdsglæde kan blive stor, hvis du tillader dig at tage din personlighed med på arbejdet og ikke parkerer den i omklædningsrummet. Dine patienter vil elske dig for det.

Sygeplejersken Vivi var en enorm ildsjæl. Hun brændte for sit fag og brændte for at patienterne følte sig set og taget hånd om. Det var hun kendt for – hun udstrålede en enorm arbejdsglæde. Hun gav noget ekstra af sig selv i relationen, det var der delte meninger om. Hun var ikke bare fagligt dygtig, men tillod sig at være personlig i sin kontakt med patienten. Patienten var mig, og jeg elskede hende for det. Jeg var ikke et sekund i tvivl om hendes faglighed.

Situationen var svær. Jeg var diagnosticeret med kræft – brystkræft. Jeg var bange. Jeg var fortvivlet. Det så hun. Hun ringede til mig ofte for at høre, hvordan jeg havde det i tiden lige efter min operation. Ordene om egetræet har jeg aldrig glemt. Jeg gjorde det aldrig, men jeg ved, der står et egetræ i en have ved Hørsholm, hvor jeg altid kan komme og kramme livets kræfter. For mig var det en indikation på, at hun ville være der for mig, hvis jeg fik det svært.
Det hjalp mig. Andre patienter ville måske have tænkt, det var totalt langt ude sagt. Jeg tror ikke, hun sagde det til dem. Hun var en stor menneskekender.

Og hvorfor er den historie værd at fortælle? Det er den, fordi hun uden tvivl elskede sit job, og fordi hun lagde en ekstra dimension ind i sit fag. Nemlig en enorm empati og en frihed til at sige ting, som det med egetræet. Hun gav af sig selv som menneske.

Jeg fortalte det for nyligt til en gruppe sundhedsfaglige og en af dem udbrød: Gud hvor uprofessionelt! Jeg er helt uenig. Det er rigtigt, at du naturligvis ikke skal smide om dig med personlige invitationer. Men hvis du har overskuddet og kan hvile i din faglighed, så er det at bruge sin personlighed i sit arbejde både givende for dig selv og din patient.