Sådan øger vi børn og unges mentale trivsel. Ny episode af Sundhedsvisioner

Alt for mange børn og unge lider for længe og unødigt, fordi opsporing og forebyggelse af mentale helbredsproblemer ikke sker systematisk og er utilstrækkelig.

Indsatserne, der skal hjælpe, er spredte og usammenhængende.

Det er noget, man nu ved, da der er lavet to store grundige undersøgelser på området, som du kan høre om i dagens episode af Sundhedsvisioner.

Er du politiker eller arbejder med børn og unge?

Både som ansat i ’systemet’ og som politisk engageret menneske, kan du ved at lytte til de tre dygtige gæster i dagens episode få ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre for dét, som i bund og grund er Danmarks fremtid.

Jeg er en erfaren pårørende

Line Gade har en voksen søn, som fik en diagnose, da han var 8 år. Han har gået på to specialskoler, først en, som han blev henvist til, da han blev udredt og et par år senere på en skole, som han først kom til, da Line Gade tog sagen i egen hånd og ikke længere lod ’systemet’ bestemme.

Det fortæller Line Gade nærmere om i sit foredrag: Autisten, der drog til Hollywood.

Indtil da havde jeg blind tillid til systemet, men den slap op.

Har du brug for hjælp til presse, tekster, public affair, moderator m.m.? 

Line Gade:

Som mor til et barn som ham, har jeg ofte tænkt, det var godt, jeg var der, var ressourcestærk og kendte til systemers muligheder og faldgruber. Jeg kunne sikre, han fik muligheder og kunne udvikle sig på bedste vis.

Jeg vil kort konstatere, at jeg aldrig har været specielt imponeret af det, som systemet har disket op med. Der har aldrig været en konstruktiv plan, der tilgodeså hans mange ressourcer eller for den sags skyld et smidigt samarbejde mellem skoler, hospital og kommune.

Jeg har set skolepsykologen skændes med neuropsykologen fra børnepsykiatrien om årsagen til min søns udfordringer, og jeg har kæmpet store kampe med systemet, for at han kunne få mulighed for at udfolde sine talenter.

I dag er han i gang med at kvalificere sig til universitetet, så det ser ud til, det er lykkes. Better late than never.

Egne erfaringer som motivation

Det er en af årsagerne til, at jeg med stor interesse lavede denne podcastoptagelse, hvor jeg havde tre af de ypperste kapaciteter på området i studiet.

Nemlig mennesker, som brænder for at forbedre forholdene for børn og unge, der ikke trives mentalt.

Gæster er: Carsten Obel, professor i almen medicin og mental børnesundhed, Pia Jeppesen, Ph.d., professor/lektor, seniorforsker og overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien og Bjørn Holstein, som er professor emeritus og børnesundhedsforsker.

De har undersøgt området grundigt og udgivet resultaterne i to gedigne rapporter, som konkluderer programmets præmis.

I rapporterne kan man også finde eksempler på indsatser, som virker og er evidensbaseret. Eksempelvis Mind My Mind, som Pia Jeppesen står bag.

2020 udkom den første rapport, hvor man kan finde en meget stor portion viden om den mentale sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10 – 24 år. Den har Pia Jeppesen og Carsten Obel været med til at lave.

I 2021 kom så en rapport, som afdækker de samme temaer blandt de 0-9 årige, og den har Bjørn Holstein været med til at lave.

Begge rapporter er udgivet af Vidensråd for forebyggelse, der blev etableret i 2011 i et samarbejde mellem TrygFonden og Lægeforeningen.

Jeg er et konstruktivt menneske, så derfor var det netop også forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre, som jeg efterlyste i optagelsen. Og det var der heldigvis mange bud på.

Abonnér på podcasten Sundhedsvisioner

Hvis du ikke allerede abonnerer på podcasten, så kan du finde ikoner her på siden, som du kan trykke på og komme til den podcastapp, som du helst vil anvende. Er du allerede en, som lytter til podcast, så søg på Sundhedsvisioner og abonnér.

Giv også meget gerne en anmeldelse, da det øger podcastens synlighed.

PS. Når du køber ydelser fra Sundhedskommunikation, støtter du udgivelsen af podcasten. Den er gratis for dig, da jeg bruger overskud fra forretningen til at finansiere den.

Book mig til foredrag om at være mor til et ‘diagnosebarn´

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.